Gå til indhold

Coronavirus/Covid-19

Opfordring til danskerne: Det er vigtigt, du fortsat kontakter lægen

Flere steder i landet oplever hospitalsafdelinger en bekymrende nedgang i henvendelser fra patienter. For selvom fokus lige nu er på mennesker smittet med COVID-19, så er resten af sundhedsvæsenet ikke gået i stå. Derfor er er det vigtigt, at danskerne fortsat kontakter deres læge, hvis de har behov for det, lyder opfordringen fra Danske Regioner.

Flere afdelinger på landets hospitaler oplever i denne tid at have meget mindre at lave – det skyldes naturligvis, at meget såkaldt elektiv behandling er udskudt, men det er ikke den eneste grund.

Hjerteafdelinger oplever flere steder i landet en stor nedgang i patienter, der henvender sig med det, der defineres som subakut – hvilket indbefatter alt det, som ikke er akut livstruende, men som vil være livstruende på sigt, hvis ikke der handles. 

Samme melding lyder fra de praktiserende læger. Det skyldes næppe, at danskerne er blevet mindre syge, men at de holder sig væk med ting, der ikke er corona-relaterede.

- Vi er i gang med at forberede hospitalerne til de mange COVID-19-smittede, men vi har ikke lukket sundhedsvæsenet ned. Vi skal fortsat tage imod borgere og patienter, der er syge eller bekymrede over ting, der ikke er relateret til corona. I værste fald kan det, der er en mindre skavank nu udvikle sig til noget mere alvorligt, før presset fra corona er taget af og danskere begynder at bruge lægen, som de plejer igen, siger Heino Knudsen, der er formand i Region Sjælland.

I hans egen region oplever flere hospitaler markant færre indlagte på sengeafdelingerne, som i nogle tilfælde nu blot er 60 procent belagt mod vanlige 85-100 procent belagt. Samme tendens går igen i øvrige regioner.

I regionerne er man bekymret for, om de færre henvendelser til hospitaler og praktiserende læger skyldes, at man slår sygdom og bekymringer hen i stedet for at opsøge sin læge.

- Det er vigtigt at huske på, at man stadig kan fejle andet end corona. Og det er ligeså vigtigt at få vendt med sin læge. Jeg vil gerne minde om, at man ikke er til besvær, hvis man har en reel bekymring om sit helbred, som man har brug for at få vurderet, siger Heino Knudsen. 

Kan føre til øget ulighed

Der er en generel tendens til, at med mennesker med færre ressourcer vil være tilbageholdende med at søge lægehjælp. I Danske Regioner frygter man, at den tendens forstærkes af den situation, som samfundet står i nu.

- Vi er bekymrede for, at tendensen forstærkes af den situation, som samfundet står i nu. Så der faktisk ikke alene er tale om mennesker med blandt andet hjerteproblemer og andre ikke ting, der kan være alvorlige, der undlader at kontakte lægen, men at der også er en skævvridning i befolkningen, så vi ser en øget ulighed i sundhed, siger Heino Knudsen.

Han understreger, at alt det, man kontaktede lægen om før Coronavirus kom til Danmark, forsat er noget, man skal rådføre sig med sin læge om.

Hvis du vil vide mere

Kontakt

Pressekontakt

Kontakt pressevagten på tlf. 5151 1818 (ikke sms) eller pressekontakt@regioner.dk.

Hvis du vil vide mere

Om coronavirus/Covid-19

Find mere information fra danske myndigheder om coronavirus/covid-19 på:

www.coronasmitte.dk

Læs mere

Relaterede nyheder